Farvel - og på gensyn!
Efter en hel dag med ekstrem ambivalens har jeg besluttet mig for at vende tilbage til at bruge min oprindelige strandkurv – hvorfor skifte, når den har givet mig så megen fornøjelse? Jeg er så glad for den! Og desuden blev jeg aldrig 100% tilfreds med den nye strandkurvs layout.
Så, beklager ulejligheden, men fra i morgen ses vi igen ved min strandkurv. Hvad denne angår, vil jeg sætte den i kælderen. Og jeg håber ikke, jeg har brug for den igen.
På gensyn, folkens.
(foto: caitiebear912 @flickr.com)

Gode nyheder!
Efter dagligt at have belemret Blogger Supportteamet med mails siden sidst i maj, hvor jeg beklagede min nød over strandkurvens pludselige og katastrofale forsvinden, har de endelig kunnet hjælpe mig: den blev fundet i forholdsvis godt behold i går aftes efter næsten halvanden måned i ukendt bopæl. Den er vendt tilbage til http://strandkurv.blogspot.com/.
Iupiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii!!!!
Af en eller anden grund mangler der dog illustrationerne for de seneste måneder, som jeg bliver nødt til at finde igen. Det vil kræve intensive ”udgravninger” og minutiøs søgen, men det gør ikke noget.
Straks melder et dilemma sig: jeg er i syvsind, om jeg skal skulle bygge videre på den, som om intet var hændt, og lade erstatningsstrandkurven blive en midlertidig løsning, en pause, eller om jeg skulle fortsætte med den nye strandkurv.
Hvad synes I?

(foto: fantartsy @flickr.com)

Frisk frugt
Jeg elsker frisk frugt, især sommerfrugt som jordbær, ferskener og kirsebær. Dog undsiger jeg mig heller ikke et godt æble eller en appelsin i ny og næ. Men for fremtiden vil jeg være mere forsigtig med den frugt jeg køber og vil se godt efter produktinformationen: for amerikanerne har nu udviklet en konserveringsmetode, som holder frugten frisk i op til 12 måneder. Metoden hedder ”Smartfresh” og forhindrer frugten i at blive rynket og se gammel ud. Jeg tvivler på, at det er sundt, og jeg betvivler endnu mere, at det kan bevare frugtens friske smag… eller vitaminerne.

Afslutning (der er alligevel retfærdighed til)
Kan I huske, at jeg for nogen tid siden refererede en sag, som sårede min retfærdighedssans ret betragteligt om en urmager, som kom til at skyde og såre nogle røvere i selvforsvar under et bevæbnet røveri (det syvende til hans butik), og som risikerede at blive dømt for drabsforsøg samt betale en ikke ubetydelig erstatning til røverne for ”tort og svig og tabt arbejdsfortjeneste” under røveriet? Nå, jeg kunne ikke lade være med at bringe og fejre afslutningen her. Der er alligevel retfærdighed til, og retten var ikke så blind og lam, som man havde averteret: urmageren fik seks måneders ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, men domsmændene vurderede, at han handlede i nødværge. Og da han allerede har siddet i fængsel i syv uger, kommer han maks. til at sidde inde i 2 måneder. Og røverne, to serbere på 25 og 26 år, fik to års fængsel og udvisning i 10 år; så nu må de nøjes med at begå bevæbnede røverier i hjemlandet, så de kan se, hvordan de bliver behandlet dér!… Ofret, urmageren (på billederne), erklærede sig tilfreds med dommen.Anklageren derimod blev mindre tilfreds med denne afslutning og har forudset, at med denne dom vil Danmark – hvor stort set ingen har våben – få tilstande som i den amerikanske Vilde Vest.
Hvor pessimistisk og overdrevet!… ; )
Jeg må indrømme, at jeg ville blive mere forskrækket over den mere realistiske perspektiv, nemlig at de kriminelle på en eller anden måde næsten slap fri og ville stå tilbage med et grin i ansigtet.

“4 real”
Jeg skrev for nylig om forældrenes ambitioner på børnenes vegne. Sommetider viser denne tendens sig også ved de navne, de giver deres børn: ”Katja Veronika” lyder prangende. ”Brian” lyder af mangel derpå.
Og sommetider siger det her med navne mere om forældrene end om børnene, og det kan virke som om de ikke overvejer konsekvenserne for børnene af at have et underligt navn. Sidste år for eksempel ville et par døbe deres datter ”Metallica” til ære for deres yndlingsband, hvilket de af åbenlyse grunde ikke fik lov til. Og jeg læste for nylig i avisen, at et par fra New Zealand ville kalde deres nyfødte søn ”4 real” (”fo(u)r real”, som oversat betyder ”virkelig”). Simpelthen fordi de, da de så det første ultralyd billede af mors mave, pludseligt blev klar over, at nu var deres søn virkelig. Heldigvis fik de heller ikke lov til at døbe sønnen med det navn, idet et navn indtil videre ikke kan begynde med et ciffer.
Tænk nu, hvis de i stedet havde tænkt ”det var da forfærdeligt, den ser da mikroskopisk ud”, eller ”jeg kan kun se et arm” eller ”nå, jeg får lige lyst til kylling og pommefritter”…

De førstefødte
Det som jeg altid har vidst af egen erfaring blev for nylig videnskabeligt bevist: de ældste søskende er generelt de mest intelligente [beklager, kære søskende, det er ikke min skyld; det siger videnskaben : )]. 64.000 brødrepar blev intelligenstestet til en undersøgelse foretaget i Norge. Forskerne har endnu ikke en sikker forklaring for dette fænomen, men de spekulerer på, om ikke denne tilsyneladende intellektuel overlegenhed skyldes, at de ældste søskende mange gange bliver en slags lærere i forhold til de yngre søskende.
Det minder mig om dengang, hvor jeg fik tysk i gymnasiet og omkring juletid lærte den meget berømte julesang ”O Tannenbaum”. Så snart jeg kom hjem, opfattede jeg det som min fornemste og mest naturlige pligt at lære mine yngre søskende den, selvom de ikke kunne tysk – en lille detalje, jeg overså fuldstændig. Hvis jeg husker det ret, øvede vi i timevis, og jeg forestiller mig, at de blev ret trætte af mig, de stakler. Bare fordi man er den mest intelligente, er man ikke nødvendigvis følsom overfor sine søskendes ønsker eller begrænsninger…
Jeg ved ikke, om de kan huske teksten dagen i dag; jeg har i hvert fald aldrig glemt den:

O Tannenbaum, o Tannenbaum,
wie treu sind deine Blätter!
Du grünst nicht nur zur Sommerzeit,
nein, auch im Winter, wenn es schneit.
O Tannenbaum, o Tannenbaum,
wie treu sind deine Blätter!

Tillykke med de 40!!!
I dag er det min mands fødselsdag. Jeg ville ikke give min smukke fyr mere end 30 år hverken af fysisk eller af sind og ånd, da han er den sjoveste og samtidig den mest nysgerrige person, jeg kender. Altid klar til leg, til at prøve nyt, og jeg har aldrig set som ham nogen, som i den grad ikke kan stå for at gå hen og tjekke, når han går forbi en tilsyneladende lukket dør eller port, som fanger hans opmærksomhed, bare for at sikre sig, om den virkelig er låst og utilgængelig.
Jeg har i ugevis forberedt en hemmelig middag, og dertil har jeg inviteret den nærmeste familie – han ved det ikke, men han har prøvet på at gætte. Så derfor: shhhhhhh…. I må ikke sige noget : )

STORT TILLYKKE!

(fotos: Sue Trevor @PBase.com, Milimy @flickr.com og Zpitzen @flickr.com)