Siesta for hjernen
Stadig apropos posten fra forleden dag – og hvis I stadig er I tvivl om, hvorvidt det er absolut nødvendigt at sove en middagslur, med eller uden en smart divan – må I lige høre, hvad anerkendte videnskabsfolk siger om emnet. Ifølge Camilla Kring, PhD i balancen mellem arbejdslivet og familielivet, er vores hjerne slet ikke indrettet til 7-8 timers uafbrudt, koncentreret arbejde, da den har brug for en times ”siesta” om dagen. Én time! En times pause uden krav, ringende telefoner eller indkomne mails for at fordre de ideelle betingelser for hjernens regeneration og forebygge stress. Man behøver ikke nødvendigvis at sove en time, man kan ligeså godt gå en tur, eller sludre over en kop kaffe, eller bare sidde og “stene” uden at lave noget – eller tænke på noget, ikke noget som helst.
Måske lyder det nemt, men jeg tror, at for mig ville det være en umådelig stor udfordring at lade hjernen stå på stand by, i hvilemode, uden straks at begynde at tænke på, hvad jeg skal lave til aftensmaden i morgen; nå ja, og jeg må huske at ringe til min veninde; og at lave den tandlægeaftale. Mon jeg stadig kan nå at få tøjet ind, inden det begynder at regne? Jeg skylder stadig vore venner brev. Osv. Osv. Osv.
(foto: Magical Princess Weasel @flickr.com)

De ting man mister
På visse områder er jeg en af de neurotiske typer, som aldrig lægger tingene fra sig et øjeblik på fremmede steder.
Fordel: jeg har aldrig mistet noget (undtagen en blog, men det var ikke fordi jeg lod af synet…).
Ulempe: en vis dosis nervøsitet, indtil jeg kommer hjem med alt fuldforvaret.
Alt imens andre virker afslappede omkring det og ikke synes at tage det så tungt, når de engang i mellem mister endnu et paraply, endnu en sportstaske, endnu en pose med det seneste indkøb, månedskortet osv. Det er den slags mennesker, som af folk som jeg bliver beskrevet som, at de stadig har hovedet, blot fordi det hænger sammen med kroppen. Men de virker rolige og glade, til min store forundring og misundelse.
Nogle genstande er almindelige at miste – og at finde af andre: pengepunge, jakker, mobiltelefoner, de ovennævnte paraplyer – og hvis man finder dem, er det rigtige at gøre at aflevere dem på hittegodskontoret eller politistationen; og så er der genstande, som kan virke meget mærkelige. Som forleden dag, da en mand kom ind på hittegodskontoret i Horsens med en papkasse, hvis indhold var temmelig bizart: en halv meters krokodille. Han påstod, at han fandt den på sin trailer.
Jeg håber aldrig, det overgår mig…(foto: nicky @flickr.com e spacedoutkat @flickr.com)

Ambitioner
Næsten alle forældre har ambitioner på deres børns vegne. De kan være mere eller mindre eksplicitte, mere eller mindre rigide, mere eller mindre tilpasset børnenes egne ønsker og drømme. Det er er ikke sjældent man hører: ”jeg kunne tænke mig, min søn blev læge”, ”jeg håber min datter bliver godt gift”, ”forhåbentlig bliver mit barn lykkeligt/får succes/ sundt og raskt/ en berømt violinist”, osv. Disse ambitioner er vigtige og nyttige, så længe de forbliver realistiske, og man forholder sig med den nødvendige respekt til de individer, der gælder overfor.
Sommetider bliver forældres ambitioner lidt mere specielle, som det er tilfældet for den højeste kvinde i Asien, fru Svetlana Singh på 2,25 meter, gift med Sanjay Singh på 2,01 meter og for nylig mor til en meget stor baby på 5,5 kilo og 63 centimeter. Ikke overraskende er begge forældre basketballspillere. Mere overraskende er måske, hvad de ønsker for deres søn: at han en dag bliver verdens højeste person… det må være lidt kompliceret… når han en dag får egen bolig, enten skaffer han sig døre som i girafhuset, eller så er han på den.
(foto: verdens højeste mand nogensinde, Robert Pershing Wadlow (1918-1940) fra Alton, Illinois, Amerika. Blev målt til 2.72 m)

Moderne tids Robin Hood
Generøsitet er en kvalitet som jeg beundrer og sætter meget pris på. Jeg er ikke ligefrem en frådser; men jeg bryder mig heller ikke om at vende enhver øre, når jeg giver gaver, og jeg har aldrig nogensinde vendt mig til det typisk danske med at låne og skylde alt fra cigaretter til håndører.
Men jeg har heller aldrig tænkt, at der var grænser for den, at man kunne tale for megen generøsitet. Indtil jeg fik øje på en mærkelig nyhed forleden: den omhandlende en tysk bankmand, som utvivlsomt var ekstremt generøs, og muligvis lod sig inspirere af historien om Robin Hood og en stor dosis kreativitet, og som lige er blevet dømt til to år og ti måneders fængsel for i årevis at have overført penge fra de rige kunders konti til de mindre velhavendes. I alt 15 millioner kroner.
Udover den gode samvittighed ved disse barmhjertige handlinger, havde han selv intet at vinde ved det. Han retfærdiggjorde sine handlinger med, at han syntes, de trængte mere til pengene end de rigtige ejere.
Han blev opdaget, da han efterhånden tabte overblikket over transaktionerne og så sig nødsaget til at krybbe til korset og gå til bekendelse om sine kriminelle handlinger.
Hmmm… hvis det i det mindste kunne forklare, hvorfor jeg aldrig kan få sparet op, så lad gå…
(billede af: Louis Rhead, 1912)

Uheld sker
Jeg har tidligere refereret, at der er en del folk, som taler I mobiltelefon på badeværelset. Hvilket ikke er helt uden konsekvenser…
Ifølge en undersøgelse fra Storbritannien forsvinder millioner af mobiltelefoner hvert år, og på toilettet alene ca. 885.000. Ligeså mange bliver glemt på pubs. Yderligere 116.000 ender, jeg ved ikke hvordan, i vaskemaskinen. Og 60.000 bliver brugt som erstatning for tyggeben af menneskets bedste ven.
Ikke så praktisk, men det må få forretningen hos mobilproducenterne til at rulle. For mig at se burde de, hvis de nu havde en rimelig og retfærdig salgspolitik dog advare forbrugerne om, at mobiltelefoner ikke er vandafvisende eller kæledyrssikrede…
(foto: jeremy.plemon @flickr.com)

Flere mobile kuriosa
Ja, mobiltelefoner giver nok at snakke om. Det er sjældent, der ikke er mindst en nyhed i avisen, som på den ene eller den anden måde involverer disse uundværlige redskaber; og ind i mellem er de ret så pudsige.
Som bruget af mobiltelefoner i safarisammenhæng: i Indien lærer nøden nøgne kvinder at spinde, som man siger. For nylig har man fanget seks leoparder, der kom for tæt på en landsby, og som blev sat tilbage i skoven (og ikke skadede, som visse andre uvidende idioter), ved hjælp af mobiltoner, der lød som geder, køer og haner, fra mobiltelefoner inde i særlige bure. Kreativt, ikke?
Historiens morale: der var ingen dyr, der kom til skade for at filme denne scene : ) (fotos: tim ellis @flickr.com)

To tigre færre
Hvis der er noget, som går mig på nerverne, er ondskabsfuldhed, især når den er klart unødvendig, dum og endda absurd. Jeg læste for nylig en nyhed, som chokerede mig af ovennævnte grund: Københavns Zoo har netop aflivet to sibiriske hantigerunger. Sunde. Dadelfrie. Flotte. Godt på vej til kønsmodenhed. Og, så vidt jeg ved, er der endda tale om en truet art på verdensplan. De begrundede det med pladsmangel på såvel deres som de øvrige europæiske zoologiske haver – ingen havde plads for to snart kønsmodne tigre.
For nylig har Københavns Zoologiske Have taget imod 3 nye tigerunger, hvis fremtid er ligeså usikker.
Et forslag: hvad der ikke mangler i denne verden er plads, mine herrer. Fremfor at aflive disse sjældne kattedyr, hvad med at etablere et program til at frigive dem i deres naturlige habitat, eksempelvis: i Siberien???
(foto: Itshears @flickr.com)